Descending with Angels
Fremvisning af etnografisk film af Christian Suhr Nielsen om guddommelig helbredelse med efterfølgende diskussion.
Info about event
Time
Location
Auditorium 3, lokale 113, bygn. 1441 (Tåsingegade 3)
’Descending with Angels’ skildrer danske muslimers opfattelser af sygdom og helbredelse. Især undersøger jeg den kategori af sygdomme, vi i en vestlig kontekst ofte beskriver med diagnoser såsom depression, angst, stress, skizofreni etc. Flere af disse sygdomme opfattes i en islamisk kontekst som guddommelige prøvelser.
Ofte kan sygdommen skyldes angreb fra onde ånder eller magi. Kilden til helbredelse søges i religionen gennem læsning af Koran vers, eksorcisme, indtagelse af helligt vand, eller udtagelse af beskidt blod. Jeg undersøger, hvordan sådanne sygdoms- og helbredelsesforløb erfares af muslimske healere og patienter. Som en del af mit projekt kigger jeg også på. hvordan muslimske patienter møder det danske behandlingssystem i psykiatrien. Her mødes forskellige tolkninger af de samme symptomer, hvilket giver anledning til interessante diskussioner om mulige behandlingsformer.
Særligt for mit projekt er, at jeg i vid udstrækning anvender film som metode til at komme tæt på menneskelig erfaring. Film kan bringe os tæt på menneskelige følelser og sansning på måder, der er næsten umulige i det traditionelle akademiske sprog. Min afhandling består derfor af en kombination af skriftligt og filmisk materiale, hvor jeg forsøger at udnytte kvaliteterne i begge udtryksformer. Overordnet handler mit projekt om hvordan mennesket møder det ukendte og det usynlige.
Lidelse er i sin essens usynlig og irreducibel. I et helbredelsesforløb er det imidlertid afgørende, at lidelse gives form, så man kan handle på den. Filmproduktion handler på mange måder også om at formgive det usynlige. I mit arbejde er jeg især optaget af, hvordan montage og forskellige former for filmisk manipulation kan bruges kreativt til at give en fornemmelse for det usynlige.